Det handler om din hverdag

06/06/2009 Randers Amtsavis

Bruxelles er ikke så langt væk, som så mange gør det til. I løbet af valgkampen har jeg ofte hørt sangen om, at EU er ligegyldigt, og at »dem nede i Bruxelles« egentlig er ligegyldige sammenlignet med folketingspolitikere. Det samme standpunkt står Monica Papazu for i avisen i den 30. maj.

 

Det er synd, for EU og Europa-Parlamentet er en konkret, demokratisk legitim institution, der laver lovgivning for alle Europas næsten 490 millioner indbyggere. Og det er et Parlament, der laver politik helt ind i europæernes stuer.

 

Det er rigtigt, som Monica Papazu påpeger det, at EU er noget helt andet end et lokalt demokrati. For Europa-Parlamentet er EUs eneste direkte demokratiske institution, der arbejder på et europæisk niveau. Her løfter vi problemer for Europas borgere, og vi forsøger at nå kompromiser på tværs af politiske forskelle og nationaliteter. Vi arbejder med spørgsmål, der vedrører borgernes dagligdag: Hvordan skal vi mærke vores fødevarer? Hvor mange kemikalier skal vi tillade i produkterne i supermarkedet? Hvad skal vi gøre for at bekæmpe klimaforandringerne? Det er dagligdagsspørgsmål, som de fleste borgere kan relatere sig til.

 

I Europa-Parlamentet arbejder vi med forskellige politiske briller for en bedre hverdag for millioner og atter millioner af europæere. Til valget den 7. juni skal europæerne bestemme, i hvilken retning den europæiske hverdag skal gå. Det er derfor et vigtigt valg. Det handler om din hverdag.