Hellere en retssag fra EU end gift i sutteflasker

13/06/2009 Information

af Christel Schaldemose, MEP (S) og Benny Engelbrecht, medlem af Folketinget (S)

 

Under overskriften "Danmark lovgiver på ny i strid med EU-lovgivning" lader Information 10. juni Dansk Industri og flere professorer udtale sig imod et dansk forbud mod Bisphenol-A (BPA): Forbuddet er "en glidebane", "illoyalt"" og "i strid med EU-retten".

 

De tilsvarende anklagende udsagn kan dog sættes på os politikere, hvis ikke vi kæmper for et forbud.

 

Socialdemokraterne har både i EU-Parlamentet og i Folketinget længe kæmpet imod anvendelsen af BPA. Det danske forbud er nødvendigt. Helst så vi et forbud på europæisk plan - for vi er naturligvis enige i, at danske børn ikke tager mere skade af BPA end børn i resten af Europa!

 

Kritikerne fremhæver spørgsmålet om grænseværdier: BPA er et stærkt hormonforstyrrende og kræftfremkaldende organisk kemikalium. Når man opvarmer mælk i sutteflasken vil indholdet af BPA i den lune mælk langt overstige grænseværdierne. At sætte en grænseværdi er vanskeligt, da de eksisterende videnskabelige forudsigelser om, hvornår vi begynder at tage skade, er meget utilstrækkelige. Der tages ikke højde for den såkaldte kombinations-effekt: Når man udsættes for påvirkning fra forskellige hormonforstyrrende og kræftfremkalde stoffer, har stofferne mere dramatisk effekt end i de lukkede laboratorieforsøg. Og hvis grænseværdierne var gode nok, hvorfor stiger antallet så af piger som går for tidligt i puberteten, unge mennesker, med fertilitetsproblemer, og drengebørn, født med misdannede kønsorganer?

 

Ifølge Det Økologiske Råd har forsøg med pattedyr påvist, at BPA kan være årsag til den stadigt faldende sædkvalitet samt den stigende forekomst af testikelkræft og penismisdannelser hos drengebørn i de industrialiserede lande. Der er desuden påvist en række signifikante effekter, der spænder fra nedsat frugtbarhed hos både mænd og kvinder, tidlig pubertet og andre hormonrelaterede funktioner samt indlæringsvanskeligheder, kræft og hjerneskader.

 

På en konference i Berlin her i foråret - arrangeret af den tyske miljøstyrelse - konkluderede man, at BPA kan konstateres i nyfødte spædbørn i tre-elleve gange større koncentrationer end i voksne. Der blev peget på, at der er brug for flere undersøgelser, idet hormonet synes at være mere skadeligt end tidligere konstateret. De gældende grænseværdier er dermed undergravet. Anbefalingen fra konferencen var klart at anvende forsigtighedsprincippet, så den evt. tvivl kommer borgerne til gode. Professorerne og Dansk Industri mener, at vi politikere skader med vores danske forbud. Vi mener at det forholder sig modsat. Vi skal derimod være villige til at tage den nødvendige kamp. Sådan vandt vi i sagen om industrielt fremstillet transfedt. Sådan skal vi vinde i sagen om BPA.

 

Udsigten til at vores børn dagligt udsættes for en kemikalie-cocktail via sutteflasken er langt mere skræmmende, end en eventuel EU-retssag.