Fødevareproblemer skal løses politisk

15/07/2010 Informationen

Tine Kortenbach advarer i Information (7. juli) mod at lade de groteske tilstande fra den amerikanske landbrugs- og fødevareindustri brede sig til Europa. Jeg deler hendes bekymring. Der er ingen, der kan være tjent med, at hurtig profit bliver sat over sundhed, dyrevelfærd og miljø. Og selv om jeg er enig med Tine Kortenbach i, at vi som forbrugere bør handle lokalt og økologisk og stille krav til producenterne, så mener jeg først og fremmest, at det er et problem, der skal løses fra politisk hold.

 

I Europa-Parlamentet arbejder jeg for, at der følger strenge krav med de mange støttemilliarder, der hvert år kommer de europæiske landmænd til gode.

 

Vi skal kræve, at landmændene ikke presser deres bestand til at få flere unger, end de selv kan tage sig af. Ligesom vi ikke skal finde os i, at de fylder deres dyr med penicillin, eller hælder store mængder gødning ud på deres marker og ned i vores grundvand.

 

Landbrugs- og fødevareindustrien løser ikke problemerne af sig selv - derfor er vi nødt til at gribe ind.