»Har du penge, kan du få, har du ingen, må du gå«, lyder refrænet til en kendt dansk børnesang.
Efter torsdagens afstemning i Europa-Parlamentet om patienters ret til behandling i udlandet frygter jeg, at det også er ved at blive omkvædet i hele det europæiske sundhedsvæsen. Europa-Parlamentet har nemlig forkastet behovet for en forhåndsgodkendelse inden en eventuel behandling i udlandet.
Hvis ventetiden i Danmark er for lang, skal man selvfølgelig have ret til at blive behandlet i udlandet. Men vi er nødt til at sikre, at patienterne får en forhåndsgodkendelse af deres læge, så de er sikre på at komme til et godt hospital i udlandet. En forhåndsgodkendelse vil betyde, at patienter kan føle sig trygge og ikke selv skal lægge ud for behandlingen.
Flertallet i Europa-Parlamentet vedtog, at medlemslandene kun må indføre krav om forhåndsgodkendelse, hvis deres sundhedssystemer risikerer at blive undergravet som følge af retten til behandling i udlandet.
Det kan ikke være rigtigt, at medlemslandene skal ud og føre bevis for, at deres sundhedssystemer risikerer at blive undergravet. Og vi bliver nødt til at sikre patienterne gennem en forhåndsgodkendelse, så de ikke selv skal lægge store beløb på bordet for at modtage behandling i udlandet. Sker det ikke, bliver ordningen ved med at være en mulighed for de rige og ressourcestærke.
Vi ønsker, at patienterne skal have en lægelig vurdering af, om de kan få behandling i udlandet frem for, at der skal sidde en administrator i Region Sjælland og vurdere, om en kræftpatient fra Kalundborg er berettiget til at få betalt sin behandling i udlandet. Mange risikere jo at skulle igennem lange og dyre retssager for overhovedet at få refunderet det beløb, de har lagt ud af egen lomme.
Vi risikerer en kæmpe kø på regionskontorerne, hvor patienter går forgæves, fordi de tror, de har ret til mere, end de egentlig har. Vi skal sikre, at patienterne ved, hvor de står. Og vi skal ikke stikke dem blår i øjnene.
Hvis det stod til Europa-Parlamentet, var der frit valg med hensyn til, hvilke typer behandling man skal kunne modtage i andre EU-lande. Desværre er der kun én pose penge i hvert land, og den vokser ikke nødvendigvis i takt med behovet.
Med Parlamentets forslag om, at der kun kan kræves forhåndsgodkendelse for hospitalsbehandling, hvis systemet er ved at bryde sammen, risikerer vi, at den offentlige sundhedskasse er tom, når vi når april, fordi pengene er gået til betaling for udlandsbehandlinger. Og det er det store flertal af patienter ikke tjent med.
|
