De såkaldte "Voice on the Net"-tjenester har over de seneste år opnået stor popularitet blandt brugere af internettet. Denne mulighed har skabt grobund for billige og stabile internettelefoni-tjenester, som millioner af forbrugere dagligt gør brug af.
Dog valgte den tyske teleudbyder T-mobile for få uger siden at spærre for brugen af teletjenesten Skype, der netop tilbyder telefonsamtaler via internettet. Forklaringen var, at spærringen skulle sikre T-mobile en "effektiv styring" af virksomhedens telenetværk.
Et normalt opkald via Skype bruger dog kun 8 til 20 kbit/s, hvilket svarer til download-størrelsen for en normal hjemmeside, og stiller dermed ikke større krav til bredbåndshastighed end hvad der svarer til lav-hastigheds-bredbånd. Konsekvenserne af begrænsningen svækker den enkelte forbrugers mulighed for at gå efter den billigste telefoni.
Er Kommissionen bekendt med, at T-mobile og andre operatører udelukker deres brugere fra at benytte fx teletjenesten Skype?
Mener Kommissionen, at dette er i overensstemmelse med de gældende europæiske konkurrenceregler? Og mener Kommissionen, at denne begrænsning af forbrugernes ret til valg af teletjenester er i overensstemmelse med EUs regler for forbrugerbeskyttelse?
Vil den nye telekompakke i fremtiden give netværksoperatørerne mulighed for denne og lignende begrænsninger af forbrugernes anvendelse af bredbåndet til programmer og tjenester? |