Tirsdag den 31. marts beskrev den danske tv-kanal DR1, hvordan små børn har fået ansigtsskader efter at have brugt kosmetik, som fulgte med Bratz dukker.
Producenten og de danske markedsovervågningsmyndigheder ønsker ikke at trække produktet tilbage, producenten fordi den ikke mener, at der er forbudte stoffer i kosmetikken, og myndighederne fordi der ikke er lovhjemmel til at trække produktet tilbage.
Er Kommissionen enig med de danske myndigheder i, at man ikke kan kalde produkter tilbage fra markedet, når der bevisligt er sket skade på børn, fordi man ikke kan identificere, hvilket stof i produktet, der er skadeligt?
I det reviderede legetøjsdirektiv, som blev vedtaget i december 2008, blev forsigtighedsprincippet indskrevet. Mener Kommissionen, at forsigtighedsprincippet vil kunne bruges i sådanne tilfælde, eller hvordan mener Kommissionen, at forsigtighedsprincippet skal fortolkes? |