I dag bruger langt de fleste forbrugere internettet til at overføre penge, indberette selvangivelse eller bestille ferier. Og de færreste af os tænker over, at hackerne sidder på lur i f.eks. Rusland og venter på at stjæle vores oplysninger. Antallet af virusangreb på internettet er steget eksplosivt de seneste 9 år. Og det er svært at straffe dem, der står bag, for de sidder i et land og har servere i et andet.
MEP Christel Schaldemose (S) vil have EU til at tage problemet alvorligt og oprette en task force, hvor myndighederne fra EU-landene samarbejder om at komme problemerne til livs.
Hun har tidligere spurgt EU-Kommissionen, hvad den vil gøre ved problemet med tyveri af borgernes private oplysninger via internettet, men har endnu ikke fået svar. Svarfristen udløb i sidste måned, og det undrer Christel Schaldemose, at hun ikke har hørt fra EU-Kommissionen.
- Vi står med et problem, som ikke kan løses ved, at folk bliver bedre til at lave sikre passwords. Tyveri af oplysninger på internettet er en lukrativ branche, fordi bagmændene stort set altid går fri. Når Symantec fortæller, at 60 % af alle de virusangreb, de har registreret i 27 år, er sket inden for det sidste år - så illustrerer det, at vi har at gøre med et enormt problem, som vi slet ikke kan tackle, hvis vi ikke sætter alle kræfter ind med det samme, siger hun.
EU's justitskommissær Jacques Barrot lagde tidligere på året op til at forbedre de europæiske regler for databeskyttelse, men Christel Schaldemose mener ikke kun, at nye regler er nok.
- Vi skal håndhæve de databeskyttelsesregler, vi allerede har. Myndighederne ser bare til, for de ved simpelthen ikke, hvad de skal gøre, når tyven sidder bag en skærm i Sankt Petersborg, og de ikke kan retsforfølge ham.
|