Sygt sundhedssystem på vej i EU

03/04/2009 Politiken

Uligheden i sundhedsvæsenet er steget, og 83 procent af danskerne ønsker, at det offentlige sundhedssystem bliver styrket. Det skrev Politiken i søndags.

Men uligheden risikerer at blive endnu større, hvis EU-forslaget om patientmobilitet bliver vedtaget, som det ser ud nu.
Direktivforslaget skyldes EF-domstolen, der flere gange har fastslået, at EU-borgere har ret til behandling i andre lande - på hjemlandets regning. Derfor er der behov for klare regler på området, og dem er vi så i gang med at forhandle om.

Så langt, så godt. For hvis det går den rigtige vej, kan vi udnytte ressourcerne i de europæiske sundhedstilbud bedre og sikre, at alle patienter får behandling af højeste kvalitet - til tiden.
Desværre ser det ud til, at vægtskålen er tippet til den forkerte side. De liberalistiske lod vejer tungt i Europa. Og dermed er der altså overhængende fare for et privatiseret og markedsgjort sygehusvæsen i hele Europa. Vi socialdemokrater er fuldt og helt på patienternes side. Og vi vil meget gerne være med til at give patienter ret til at få behandling i udlandet.

Men det skal være en ret og ikke en tvang. Og det skal være muligt for alle - ikke kun de ressourcestærke.

De borgerlige partier i Europa ønsker et system, hvor patienten selv finder behandlingstilbuddet og tager af sted på egen hånd. Dernæst får vedkommende regningen refunderet, når han eller hun kommer hjem. For det første betyder det jo, at man skal have et overskud på sin konto for at kunne tage af sted. Og det kan være svært at vide, om klinikken i Poznan virkelig er så god, som dens hjemmeside lover, eller om man ender hos en kvaksalver.

Vi ønsker et system med tryghed for borgerne. Et system, hvor man bliver behandlet så tæt på sit hjem som muligt og så hurtigt som muligt. Er ventetiden i Danmark for lang, skal man selvfølgelig have ret til at blive behandlet i udlandet.

Men ens egen læge skal skrive en forhåndsgodkendelse, så man er sikker på, at man kommer til et godt hospital. Desuden vil forhåndsgodkendelsen sikre, at man ikke selv skal lægge ud, men at staten betaler. Dermed får alle ret til behandling i udlandet - på samme vilkår.

Vores vision er, at de offentlige sundhedsvæsener i Europa kan samarbejde, så patienterne får den bedst mulige behandling, uanset hvor de befinder sig. Vi ønsker aktivt at bekæmpe den ulighed, som langsomt har sneget sig ind i det danske sundhedssystem.

De borgerlige i EU ønsker et markedsgjort sygehusvæsen, hvor reklamerne vejleder patienter om, hvor de skal behandles.
Vi ønsker, at lægen vejleder patienterne. At det offentlige påtager sig hovedansvaret for behandlingen og støtter og hjælper hele vejen igennem.

De borgerlige i EU ønsker et markedsgjort sygehusvæsen.