Patienter skal altid have en forhåndsgodkendelse, før de rejser til udlandet og modtager behandling. Det krav rejste medlem af Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose, i sin 1. maj tale.
Vi kæmper for at skabe tryghed for patienter, som rejser til udlandet for at få behandling. Den tryghed skaber vi kun ved at give dem en forhåndsgodkendelse, før de tager af sted, sagde Christel Schaldemose, der har arbejdet med sagen for Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet.
- Med kravet om forhåndsgodkendelse vil vi undgå tragiske situationer, hvor kræftramte danskere selv lægger flere hundredtusinde kroner ud og derefter ikke kan få en krone refunderet af regionen, sagde Christel Schaldemose.
I sin tale fastslog Christel Schaldemose, at det nye direktivforslag samtidig vil øge uligheden i sundhedssystemet, fordi patienter, der skal behandles i udlandet, selv skal betale for transporten fra hjemmet til behandlingsstedet.
- Det nye EU forslag vil øge uligheden, og vil alene være endnu et smuthul for de bedste stillede til at komme udenom ventelisterne, sagde Christel Schaldemose, der er kandidat til Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne. |