SMS uden prischok

30/04/2009 Nordjyske Stiftstidende

"Hej alle sammen derhjemme! Vi sidder og nyder solen og den skønne pool". Sådan lyder starten på titusinder af danskeres sms'er hjem til Danmark, når vi er taget sydpå og lige vil sende en hilsen fra det europæiske ferieland.

Førhen kostede en sms fra et andet EU-land til Danmark det hvide ud af øjnene. Men forleden besluttede vi i Europa-Parlamentet, at prisen på sms fra udlandet højest må koste 1 krone. Det er en sejr for hele Europas forbrugere.

I al for lang tid har teleselskaberne frit kunne fastsætte urimelige priser for deres tjenester. Det ville vi i Europa-Parlamentet ikke finde os i, og derfor indledte vi en kamp mod de europæiske teleselskaber. Kampen er ovre, og heldigvis vandt vi på vegne af Europas forbrugere slaget. Vi har fået lagt et fair loft over priserne på tværs af grænserne.

Så fra 1. juli i år kan du roligt sende en sms fra kanten af poolen uden at frygte for den dag, hvor rudekuverten fra mobilselskabet lander i din postkasse. Senest slog vi teleselskaberne i kampen om priser på opkald fra udlandet, og nu har vi vundet i slaget om sms-priser. Alt sammen for forbrugernes skyld.