Det er nemmere at ændre på EU's problemer indefra end at stå på sidelinjen og råbe op over unionens ulyksaligheder. Alligevel forsøger Jakob Lindblom fra Folkebevægelsen mod EU i avisen den 11. maj at male et billede af, at kun unionsmodstanderne ser på EU med kritiske briller. Det er slet og ret forkert. Jeg kæmper dagligt mod højrefløjens forkærlighed for industri frem for forbrugere, og det er her, fremtidens EU-slag står.
I det daglige politiske arbejde i Europa-Parlamentet snakker vi aldrig for eller imod EU. Vi diskuterer til gengæld, hvor mange kemikalier vi kan tillade i vores hverdag, hvordan fødevarer skal mærkes, og hvordan vi dæmmer op for klimaforandringerne. Det er en debat mellem rød og blå blok. Ikke en debat om ja eller nej til EU.
Selv om jeg er for dansk medlemskab af EU, kan jeg sagtens tage EU-klaphatten af og se med kritiske briller på det europæiske samarbejde. Industriens indflydelse på den europæiske lovgivning er stadig alt for stor. Der er stadig alt for mange kemikalier i dagligdagen. Og sådan kunne jeg blive ved. Europa-Parlamentet handler om politiske forskelle i dagligdagen. Det er derfor, at holdning kræver handling, hvis vi vil sikre Europas borgere en tryggere og sundere hverdag. |