Gør landbrugsstøtten økologisk

20/05/2009 

 
Landbrugsstøtten skal afskaffes hurtigst muligt, men i mellemtiden bør man målrette milliarderne mod små økologiske landbrug frem for de industrielle giganter, der i dag sidder tungt på støttekronerne.
 
Det mener MEP Christel Schaldemose, der i dag fremlægger en plan for, hvordan landbrugsstøtten kan få et fornuftigt fokus frem til 2017, som er Socialdemokraternes skæringsdato for, at den bør være endeligt afviklet.
 
- Så længe landbrugsstøtten får lov at leve, bør den som minimum bruges på noget, der gavner dyr, mennesker og natur. Det gør økologi. Og de mange mindre landbrug har hårdt brug for en økonomisk håndsrækning, siger Christel Schaldemose.
 
Helt konkret foreslår Christel Schaldemose at:
 
·     Det økologiske landbrugs andel af EU’s samlede landbrugsareal skal være minimum 15 procent i 2015
 
·       Landbrugsstøtten frem til 2017 omfordeles med et langt større fokus på økologi. Den nuværende urimelige og ufornuftige landbrugsstøtte skal reformeres til en ny, bæredygtig støtte.
 
·     Medlemslandene skal forpligtes til at udbrede kendskabet til økologi og derigennem øge forbrugernes tillid til økologiske produkter.
 
·       Landbrugsstøtten skal målrettes mindre økologiske landbrug, som både gavner miljøet, sundheden, beskæftigelsen og landdistriktsudviklingen. Mange landdistrikter dør ud, når de små landbrug må lukke, mens de store landbrugsgiganter modtager milliarder i landbrugsstøtte.
 
Danmark ligger i dag med sine fem procent økologisk landbrugsproduktion en smule over EU’s gennemsnit på 3,9 procent. Og for mejeriprodukter er hele 10 procent af produktionen økologisk.
 
- Vi kan let nå 15 procent økologi i 2015. Men på grund af den økonomiske krise er det vigtigt, at vi hjælper udviklingen på vej. Det skal vi gøre ved at målrette landbrugsstøtten, så længe den lever, men det er også altafgørende, at vi får gjort forbrugerne opmærksomme på alle fordelene ved at købe økologisk, siger Christel Schaldemose.