Vidste du, at knap fem procent af alle danske drenge bliver født med misdannelser på kønsorganerne, og antallet er fordoblet inden for de seneste 30 år? At piger får bryster allerede i 10-års alderen - før de overhovedet er kommet i pubertet? Og vidste du, at det skyldes de mange hormonforstyrrende kemikalier i hverdagen?
Det er for sent at stoppe kemialderen - vi lever allerede i den.
Men ikke desto mindre er vi nødt til at forbyde de hormonforstyrrende stoffer nu! Vi skal forhindre, at "kemikaliesygdomme" som kræft, hormonforstyrrelser og allergi får lov til at sprede sig uhæmmet i fremtiden. Det kræver, at vi tør fjerne de produkter fra hylderne, som er farlige. Det kræver, at vi i EU står sammen om en benhård og - ville nogen sige - kynisk kemikaliepolitik. Derfor har jeg netop lanceret et kemikalie-udspil for Socialdemokraterne, der en gang for alle skal gøre op med de hormonforstyrrende stoffer i dagligdagen.
Jeg kræver en kemikommissær, som skal gribe hårdt ind over for medlemslande, der ikke overholder reglerne om kemikalier. Vi skal afsætte flere EU-midler til forskning og regulering af kemien i hverdagen. Og vi skal sikre forsigtighedsprincippet, så vi fjerner produkter fra hylderne, allerede når der er mistanke til, at de er skadelige. EU skal gå forrest i kampen mod kemikalierne for vores og vores børn helbreds skyld. |