Blod, våben og biljagter er slet ikke for børn, men fylder alligevel uforholdsmæssigt meget i de videospil, der er mest populære blandt netop børn og unge. Derfor glæder det MEP Christel Schaldemose, at Europa-Parlamentet netop har vedtaget at gøre udbuddet mere overskueligt ved hjælp af blandt andet mærkningsordning og oplysningskampagner for online-videospil.
- Ingen tvivl om, at videospil kan have positive effekter på indlæring og endda sundhed. Men det har den voldelige del af slagsen ikke. Tværtimod. Derfor er det rigtig godt, at vi endelig er nået til enighed om at gøre området mere overskueligt for forældrene, siger Christel Schaldemose.
Det nye udspil gælder særligt de internetbaserede videospil, der kan spilles og downloades hjemme eller på netcafeer, uden forældrene kender til det. Europa-Parlamentet vil have indført en mærkningsordning samt et frivilligt adfærdskodeks på linje med det, man kender fra de videospil, der forhandles i butikkerne (PEGI-systemet).
- Det er helt afgørende, at forældrene ved, hvad deres børn spiller på nettet og kan tage stilling til det på et informeret grundlag. Men derudover skal vi også se på, om det er muligt at indføre en effektiv kontrol med, at spillerne er over den gældende aldersgrænse, siger Christel Schaldemose.
Europa-Parlamentet opfordrer også Europa-Kommissionen til at undersøge muligheden for at udvikle en slags rød knap, der giver forældre mulighed for at kontrollere, hvad deres børn har adgang til at spille.
|