
Den danske detailhandel er gået med til frivilligt at fjerne sutteflasker med det hormonforstyrrende stof Bisphenol A fra sine hylder. Det glæder Christel Schaldemose (S), som i flere år i Europa-Parlamentet har kæmpet for at få fjernet stoffet fra alle forbrugsprodukter.
- Det er en rigtig god nyhed, at de danske supermarkeder endelig anerkender, at sutteflasker med Bisphenol A er farlige. Men det er ikke nok. For sutteflaskerne bliver stadig solgt i resten af EU og giver altså hormonforstyrrelser hos både polske og portugisiske børn, så længe stoffet er tilladt, siger Christel Schaldemose.
- Danske drengebørn fødes med misdannelser på kønsorganerne, og pigerne får bryster som syv-årige. Vores børn fortjener bedre, siger Christel Schaldemose, som længe har arbejdet for at få forbudt hormonforstyrrende stoffer i EU.
Hun mener ikke, at regeringen gør nok for at presse på i EU.
- Vi kan ikke gå rundt i årevis og vente på, at undersøgelser bekræfter vores værste mistanker. Hormonforstyrrende stoffer skal væk fra hylderne, så snart mistanken er der, siger Christel Schaldemose og opfordrer kraftigt den danske miljøminister, Troels Lund Poulsen, til at bruge EU’s forsigtighedsprincip i langt flere sager om hormonforstyrrende stoffer.
- Den danske regering bliver ved med at sige, at der er brug for forskning. Og jeg er enig i, at der er behov for mere viden. Men mens vi undersøger, hvor farlige stofferne reelt er, er vi nødt til forbyde de hormonforstyrrende stoffer. Tvivlen må komme vores børn og ikke kemikalieindustrien til gode.
Hun har tidligere fremlagt et kemiudspil for, hvordan EU komme de hormonforstyrrende stoffer til livs. Læs udspillet her.
For yderligere informationer kontakt MEP Christel Schaldemose på tlf. 40768626 eller politisk konsulent Camilla Kongskov Larsen på tlf. 33374181.
|