De fleste af os husker nok, at Paula Larrain stillede op til Folketinget i november 2007. Hun var kendt, men blev ikke valgt! Dengang valgte journalisterne - Paulas ekskolleger - at lægge vægt på viden og erfaring og give Helle Sjelle taletid både i avisspalterne og på tv. Og Helle Sjelle blev valgt, fordi hun er en dygtig politiker og en arbejdsbi. Journalisterne på Christiansborg vidste, at det ikke er nok at være kendt for at være en god politiker.
Når det kommer til EP-valget, er sagen dog en helt anden. Og den samlede danske presse - med Politiken i spidsen - er i gang med at lave en omvendt Paula Larrain.
Nu er det nemlig et krav at være kendt. I hvert fald hvis man som jeg kandiderer til Europaparlamentet. For kendthed giver stemmer.
Men kendthed giver ikke nødvendigvis indflydelse. Og hvis Politiken havde valgt samme tilgang til kandidatfeltet nu som ved folketingsvalget, havde det været oplagt med en artikel om Dan Jørgensens indflydelse og evne til at navigere i Europaparlamentet.
Sat over for en vurdering af f. eks. Jens Rohde eller Bendt Bendtsens forventede evner til dette.
Man kunne også forestille sig, at der havde været et par artikler om, hvad vi andre ukendte MEP'ere har lavet i vores tid i Europaparlamentet - lidt om vores indflydelse, resultater og visioner. Men det sker ikke. I stedet gøres det til en dyd at være kendt og et minus at have erfaring og vist sit værd.
Det giver ingen indflydelse i Europaparlamentet at have været kendt i sit hjemland.
Vi har en tidligere Miss Finland, en tidligere studievært for ' Hvem vil være millionær', kendte sportsfolk og andre kendte politikere fra de mange medlemslande.
Men deres kendthed virker kun i hjemlandet. Vi kender ikke hinandens kendte. Derfor er det kun arbejde og holdninger, der tæller. Heldigvis.
Vi bliver kaldt andenrangskandidater, B-holdet og det europæiske freakshow - af Politiken selv og af de ' eksperter', som Politiken citerer. Men vi MEP'ere opnår faktisk resultater, som ikke mange MF'ere kan prale med. Vi leverer politiske resultater for næsten 500 mio. borgere.
Den slags hører man ikke meget til i danske medier.
Politikens journalister er ikke er andenrangs.
Netop derfor forventer jeg mig mere end andenrangsanalyser.
Den danske presse er i gang med at lave en omvendt Paula Larrain.
