Ingen debat, ingen deltagelse

29/05/2009 Information

Sludder og vrøvl. Det var min første tanke efter at have læst Hjalte Rasmussens (HR) kronik i avisen den 26. maj. HR mener ikke, at danskerne gider stemme til EU-valget den 7. juni, fordi de ikke bryder sig om, at Parlamentet får mere indflydelse på bekostning af EU-Kommissionen og Ministerrådet.

 

At danskerne ikke gider stemme, skyldes snarere, at der ikke findes nogen EU-debat i Danmark. Og hvorfor stemme til noget, som ingen ved noget om? Min erfaring - fra utallige valgmøder og besøg rundt i landet - er nemlig, at danskerne ønsker mere demokrati og åbenhed i EU. Og her er Parlamentet løsningen - ikke problemet.

 

I Parlamentet er alle udvalgsmøder åbne. Og alle borgere kan kontakte deres MEP'ere direkte - hvilket mange faktisk benytter sig af. Uden Parlamentet var EU langt mere lukket og udemokratisk. Og hvis Lissabon-traktaten bliver vedtaget, får Parlamentet endnu mere indflydelse på områder som finanspolitik, retspolitik og landbrugspolitik. Kombineret med Parlamentets nuværende indflydelse på forbrugerpolitik, miljøet, klimaet og arbejdsmarkedspolitik får vi et stærkt, dynamisk og indflydelsesrigt Europa-Parlament. Og kun gennem en styrkelse af Europa-Parlamentet får vi et mere demokratisk EU.

 

Der er behov for en reel debat om de politiske forskelle mellem rød og blå blok i Parlamentet. Først da forstår danskerne, hvorfor det er så vigtigt at stemme til valget den 7. juni.