Børns sikkerhed i højsædet

30/05/2009 Kristeligt Dagblad

Som forbruger i EU kan produkterne virke som træer i en kæmpemæssig, uoverskuelig varejungle med varer af tvivlsom karakter. Senest har vi set, hvordan EU har godkendt farlige autostole. Det har fået Maj Rydbjerg (28/5) til at fare i blækhuset og kritisere os EU-tilhængere ved at mene, at kun Folkebevægelsen mod EU kan sikre børns sikkerhed forud for økonomiske interesser. Det er helt forkert. Forbrugernes sikkerhed går forud for økonomiske interesser – også for EU-tilhængere som mig selv.

 

Det er kommet frem, at supermarkedskæden COOP sælger autostole, der ifølge en test af Forbrugerrådet og FDM ikke lever op til sikkerhedskravene. Problemet er, at vi i Danmark har større krav til sikkerheden end i EU. Hvor autostole i Forbrugerrådets test skulle kunne klare en kollision på 64 kilometer i timen, skal de i den europæiske test kun modstå en kollision på 50 km/t. Det betyder slet og ret, at den europæiske sikkerhedsgodkendelse ikke er nogen garanti for, at autostolene er sikre nok. Det er en skændsel!

 

 

Jeg vil vide, hvem der er ansvarlig og bede dem tage sagen op. I EU skal vi stille større krav til sikkerheden for det indre markeds produkter. Og vi må aldrig gå på kompromis med sikkerheden – særligt ikke når det gælder autostole til børn. Det er børns liv, der står på spil. Forbrugernes og i dette tilfælde børnenes sikkerhed skal være i højsædet. Det gælder, uanset om man er modstander eller tilhænger af EU.