Flypriser

30/11/2009 

Spørgsmål:

Mange forbrugere oplever, at det kan være svært at gennemskue, hvad den reelle pris er, når de bestiller en flyrejse. Der er ofte en lang række af forskellige tillæg og skatter, som lægges oven i prisen på den pågældende rejse.

En arbejdsgruppe bestående af 11 europæiske forbrugerrettighedsorganisationer har udarbejdet rapporten: »CPC Report on Airlines` Taxes, Fees, Charges and Surcharges«, der indeholder en række forslag til, hvordan det kan gøres mere gennemskueligt for forbrugeren at bestille flybilletter. Undersøgelsen har været delvist finansieret af Kommissionen, hvorfor Kommissionen må være bekendt med denne rapports konklusioner.

Hvornår vil Kommissionen fremlægge den fornødne lovgivning for at kunne gennemføre ideerne, som er til fordel for forbrugerne?

 

Svar:

Prisgennemsigtigheden i luftfartssektoren er reguleret ved artikel 23 i forordning (EF) nr. 1008/2008(1) om lufttrafiktjenester. Passagererne skal oplyses om den endelige pris, alt inklusive, allerede når de begynder billetbestillingen. Alle obligatoriske, gældende og forudseelige skatter, gebyrer og tillæg skal være inkluderet i prisen. Luftfartsselskaberne har også pligt til at angive, hvordan den samlede pris er fordelt på flybilletprisen, skatter, lufthavnsafgifter og andre gebyrer og tillæg.

I 2008/2009 foretog myndighederne for håndhævelse af forbrugerlovgivningen fra 11 EU-lande i netværket for forbrugerbeskyttelsessamarbejde (CPC-netværket) en undersøgelse af luftfartselskabernes gebyrer. Formålet med undersøgelsen var at analysere, hvordan prisoplysningerne fremlægges over for forbrugerne i henhold til gældende lovgivning. CPC-udvalget tilsluttede sig på mødet den 12. oktober 2009 rapporten, som indeholder konklusionerne og henstillingerne fra undersøgelsen.

Med henblik på at undersøge, hvordan der kan tages hensyn til rapportens henstillinger, og ligeledes gennemgå de spørgsmål, der blev rejst i forbindelse med »rent hus-aktionen« i luftfartssektoren i 2007 og igen i marts 2009 i forbindelse med en kontrol af overholdelsen af passagerernes rettigheder, vil Kommissionen indlede tiltag i tæt samarbejde med de nationale myndigheder, der har ansvaret for at gennemføre lovgivningen om forbrugerrettigheder, således at der sikres fuld overensstemmelse med EU‑lovgivningen til fordel for forbrugerne.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet (EUT L 293 af 31.10.2008).