Mobildata-loftet

14/06/2010 

Spørgsmål:

Til trods for det loft, der skal være over prisen på mobildata, der udveksles mellem flere teleselskaber, oplever de danske forbrugere ikke at få gavn af dette loft. Da reglerne kun omfatter udvekslingen mellem teleselskaberne, lader selskaberne ikke besparelsen komme forbrugerne til gode. Derfor vil jeg godt vide, hvor langt Kommissionen er i sine overvejelser om et prisloft over roaming-taksterne for mobildata, der også vil komme forbrugerne til gode? Vil Kommissionen indføre et sådant loft?

 

 

Svar:

E-2986/10DK
Svar afgivet på Kommissionens vegne
af Neelie Kroes
(14.6.2010)
 
 
Kommissionen var ganske rigtigt betænkelig ved de høje takster for dataroamingtjenester, og, som det vil være det ærede medlem bekendt, vedtog Parlamentet og Rådet på forslag af Kommissionen ændringer af roamingforordningen i juni 2009[1] for bl.a. at tage fat på problemer med internationale dataroamingtjenester.
 
I roamingforordningen er der bl.a. fastsat et engrostakstloft på 1 EUR pr. MB fra den 1. juli 2009, som nedsættes til 0,80 EUR pr. MB fra den 1. juli 2010 og til 0,50 EUR pr. MB fra den 1. juli 2011. Desuden er mobiloperatører fra den 1. marts 2010 forpligtet til at tilbyde deres kunder en "udgiftsgrænse" udtrykt enten i form af en datamængde eller et beløb. Der skal dog i alle tilfælde tilbydes et forvalgt alternativ med en grænse på 50 EUR. Fra marts 2010 gælder denne udgiftsgrænse for de kunder, der aktivt anmoder deres operatør herom. Fra den 1. juli 2010 vil denne forvalgte grænse automatisk gælde for kunder, der ikke har valgt et andet alternativ. Derudover vil kunder modtage en meddelelse, når deres brug af dataroamingtjenester har nået 80 % af den aftalte datamængde eller beløbsgrænse.
 
Derved fastsættes der i roamingforordningen forholdsregler mod "chokregninger", som kan opstå, når forbrugere benytter dataroamingtjenester under deres rejser i en anden EU-medlemsstat. Kommissionen forventer, at den kombinerede virkning af lavere engrostakster og de nye åbenhedstiltag med tiden vil føre til lavere detailtakster for dataroaming. Ud fra de første markedsreaktioner har udviklingen i nogle tilfælde været gunstig, men i mange tilfælde er standardtaksten for dataroamingtjenester endnu ikke faldet mærkbart.
 
Kommissionen overvåger fortsat nøje udviklingen inden for roamingtjenester, herunder taksterne for dataroaming. Den vil snart og senest den 30. juni 2010 forelægge Parlamentet og Rådet en rapport om denne udvikling. Kommissionen vil også vurdere situationen mht. takster for dataroaming på det tidspunkt, hvor roamingforordningens virkninger granskes, dvs. senest den 30. juni 2011, og på dette tidspunkt om fornødent forelægge Parlamentet og Rådet nye forslag for at sikre, at forbrugerne får gavn af lavere priser.
 


[1]     Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 717/2007 af 27. juni 2007 om roaming på offentlige mobiltelefonnet i Fællesskabet og om ændring af direktiv 2002/21/EF som ændret ved Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 544/2009 af 18. juni 2009.