Spørgsmål:
En dansk borger har skrevet til mig om en sag, hvor hun skulle have refunderet et beløb fra sygeforsikringen for en brilleydelse købt i Nice under et tre ugers ophold der. Hun endte med at få pengene, men Sygesikringen Danmark skrev, at de i hendes sag havde gjort en undtagelse. Udelukkende fordi regningen var på fransk. Sygesikringen Danmark accepterer kun regninger på dansk, svensk, norsk, engelsk eller tysk.
Mit spørgsmål til Kommissionen er derfor:
Kan en sygeforsikring (privat eller offentlig) i et EU-land afvise at dække en regning med den begrundelse, at de kun accepterer regninger på bestemte sprog?
Svar:
E-3133/10DA
Svar afgivet på Kommissionens vegne
af Antonio Tajani
(1.7.2010)
Det ærede medlems skriftlige forespørgsel vedrører de danske myndigheders sprogkrav til regninger for briller i forbindelse med sygeforsikringens refusion af udgifter. Dette område er endnu ikke harmoniseret på EU-plan, og spørgsmålet skal derfor undersøges på baggrund af traktatens generelle bestemmelser om fri bevægelighed for varer (artikel 34-36 i TEUF), eftersom der er tale om en "statslig foranstaltning". I henhold til EF-Domstolens retspraksis fortolkes det pågældende udtryk bredt og omfatter foranstaltninger truffet af lovgivningsinstanser eller af retslige eller administrative instanser i en medlemsstat. Foranstaltninger truffet af privatpersoner eller selskaber (herunder private forsikringsordninger) anses dog ikke normalt for at være "statslige foranstaltninger" og er derfor ikke omfattet af artikel 34 i TEUF.
Kernen i spørgsmål er, om de danske myndigheders afslag med hensyn til at refundere en regning for et par briller på grund af særlige sprogkrav kan anses for at være en foranstaltning, der har samme konsekvenser som kvantitative restriktioner i forbindelse med artikel 34 i TEUF, og i givet fald om den er berettiget i henhold til artikel 36 i TEUF.
I Decker-sagen[1] fremførte EF-Domstolen som argument, at nationale bestemmelser ikke bør tillade en social sikringsinstitution at afslå at yde en forsikret person godtgørelse af udgifterne til et par briller, der er købt hos en optiker i en anden medlemsstat, med den begrundelse at ethvert køb af lægeartikler i udlandet skal godkendes på forhånd. Et sådant afslag blev betegnet som værende i strid med artikel 34 i TEUF. I nærværende tilfælde synes de danske myndigheder ikke at kræve forhåndstilladelse til køb af briller i udlandet med henblik på refusion. I stedet stilles der krav til det sprog, som regningen for det indkøbte produkt, er udformet på. Da dette krav kan bevirke, at det indkøbte produkt ikke refunderes, er Kommissionen af den opfattelse, at den danske foranstaltning også kan være omfattet af artikel 34 i TEUF.
I den forbindelse skal Kommissionen henlede det ærede medlems opmærksomhed på, at Kommissionen i forbindelse med en igangværende overtrædelsesprocedure er ved at undersøge en dansk sag om afslag på at refundere udgifterne til lægemidler indkøbt i udlandet. Spørgsmålet om sprogkrav i forbindelse med regninger, som indsendes til refusion, vil derfor blive undersøgt i den forbindelse.
[1] Sag C-120/95, Decker, Sml. 1998 I, s. 1831.
|
