Karsten Skawbo-Jensen (KSJ) appellerer her i avisen den 12. marts til, at danske politikere skal gøre direktivet om patientmobilitet endnu bedre. En appel, der lige så vel kunne være kommet fra mig. Min appel er dog en anelse mere målrettet. For de grønne, socialdemokraterne og den øvrige venstrefløj i Europa-Parlamentet har faktisk fattet, at vi er nødt til at forbedre direktivet.
Appellen bør gå til KSJ's ligesindede i Europa-Parlamentet, den konservative gruppe. De konservative i Europa har nemlig systematisk stemt imod alle forslag om at sikre kvaliteten af de nationale sundhedsvæsner i Europa. Og dermed fjerner de også grundlaget for, at alle patienter kan modtage behandling i andre EU-lande. Med deres linje sikrer de konservative, at rige patienter kan blive behandlet i udlandet. Men de har de kunnet hele tiden, og så er vi lige vidt.
Jeg giver KSJ fuldstændig ret i, at idealet for sundhedsområdet er gode nationale sundhedsvæsner. Det paradoksale er bare, at de konservative og de liberale i Europa-Parlamentet kun kæmper for et frit marked for patienter i Europa. Højrefløjens hede drømme om markedsgørelse af patienter kan føre til, at vi får et sundhedssystem i EU, hvor de velstillede nyder godt af alle typer behandling i alle EU-lande, mens de svageste patienter fortsat må ligge på overfyldte hospitalsstuer og glæde sig til, at en kvalificeret læge får tid til at kigge forbi et offentligt sygehus.
|