Pillepanik i EU-Kommissionen

18/03/2009 Midtjyllands Avis

» Køb Eltroxin til dit stofskifte.Dokumenteret effekt mod myxødem « . Nogenlunde sådan kan medicinreklamer komme til at se ud i fremtiden. For EU-Kommissionen har i sin visdom foreslået, at det skal være muligt at informere om receptpligtig medicin ( læs: reklamere for medicin).

Noget, som indtil nu - og med god grund - har været ulovligt. For det første fordi der er stor forskel på, hvilke typer medicin, der kræver recept i de forskellige lande.

Og for det andet fordi der bestemt ikke er nogen grund til at opfordre folk til at bruge mere medicin, end de i forvejen gør.

Kommissionen understreger, at der skal være tale om information og ikke reklame, men erkender samtidig, at det kan være svært at skelne. Men både information og reklamer fører til det samme - nemlig at der vil blive solgt mere medicin. Og det er altså langt fra nødvendigt i en tid, hvor forbruget af piller allerede har sprængt selv de mest pessimistiske statistikker. Receptpligtig medicin skal ikke underlægges markedsmekanismerne.

Lad os i stedet holde fast i, at læger vurderer, hvad deres patienter har brug for. Det vil absolut være værdifuldt for patienterne at få mere og bedre information om de piller, de skyller ned.

Men informationerne skal komme fra uafhængige kilde og ikke fra producenten, som jo retfærdigvis ønsker at tjene penge på sit produkt. Jeg stemmer imod dette forslag, når vi skal behandle det i Europa-Parlamentet. Heldigvis står jeg ikke alene. Både læger, patientorganisationer og forbrugerorganisationer har allerede råbt vagt i gevær.