Det lyder så nemt, når EU-kandidat Jan Køpke Christensen (K) skriver (24.2.), at stavnsbåndet for patienterne skal ophæves. Hvis det går for langsomt med behandlingen herhjemme, skal borgene have mulighed for behandling i udlandet, mener han.
Og jeg er fuldkommen enig. Derfor arbejder vi også netop nu i Europa-Parlamentet med forslaget om patientmobilitet, som skal afklare patienternes rettigheder.
Men forslaget rejser en masse spørgsmål. Hvorfor er vi egentlig kommet så vidt, at vi ikke selv kan behandle vores patienter? Og skal vi blot acceptere, at det danske sundhedssystem har spillet fallit og i stedet bruge penge på at reklamere for behandlingstilbud i Tyskland og Frankrig. Eller skulle vi i virkeligheden bruge ressourcerne på at helbrede det syge danske sundhedssystem?
Flere af mine kolleger i Europa-Parlamentet kan ligesom Jan Køpke Christensen ikke komme til for hinanden i deres iver efter at sende patienterne til udlandet. Men de fleste patienter vil helst behandles tæt på deres hjem. Derfor arbejder Socialdemokraterne for at sikre patienterne god og rettidig behandling i hjemlandet.
|